Klingen har oprindeligt fået sit navn fra den lyd, som metaldelen kunne give, når der blev slået på den. Metaldelen blev også givet navnet "et blad" på grund af formen: flad og skarp.

Ser man kniven som et værktøj, så er klingen den vigtigste del.
Klingen skal have en kvalitet, så byggeanstrengelserne er berettiget.

Klingens kvalitet afhænger af en række ting, hvor nogle af disse arbejder imod hinanden. Det er gunden til, at den perfekte klinge endnu ikke er udviklet.
Der kan derfor diskuteres længe og siges meget om klinger.
Så for at holde det kort vil jeg i stedet nævne de vigtigste grundlæggende punkter.

Det hele starter med, at rent jern er blødt og bøjeligt og forbliver med at være sådan.

For at jern kan blive til stål, skal det blandes (legeres) med over 0,3% kulstof.

Dette jern med iblandet kulstof (legeringen) kan man lave hårdt ved at varme det op til en voldsom høj temperatur og derefter køle det brat ned. Dette kaldes en hærdning - hærde = gøre noget mere hårdt og fast, især ved at køle det hurtigt af efter opvarmning.

Det, der sker under hærdningen, er, at ved den høje temperatur smelter og flyder kulstoffet rundt inden i materialet, og når man derefter køler det brat ned, så er det for at noget bestemt opstår.
Inden i nogle af jern-molekylerne bliver lidt kulstof fanget. Disse jern-molekyler, hvor kulstof nu er fanget inden i, bliver stive.
Jo mere kulstof der er i legeringen, jo hårdere kan stålet blive.

Nu begynder så kompromisernes verden, fordi hårdhed og smidighed begynder at modarbejde hinanden på denne måde:
- meget hårdt stål med mere end 1,3% kulstof kan springe som glas, og en klinge brækker derfor let eller æggen får let skår;
- blødt stål er meget smidigt, men en skarp æg holder ikke ret længe.

Kompromiserne ligger imellem disse to yderpunkter = hårdt & skørt eller blødt & smidigt.

Igennem hundredvis af år er der udviklet måder for blandt andet at kunne få stål til både at blive meget hårdt og bibeholde en stor smidighed (stål bruges til mange andre formål end til knivklinger).

På håndbyggede knive skelner man først og fremmest imellem fabriksklinger og håndlavede klinger.

Fabriksklinger:
Klinger fra knivfabrikker i Norge, Sverige og Tyskland er af fine materialer og gedigent lavet. Mange af disse klinger er lavet i rustfrit stål. Man kan ikke smede i rustfrit stål, så de standses og slibes ud, før de bliver hærdet til en hårdhed på omkring 57 Rch. Der bruges mest en lavtemperatur hærdning, der er en økonomisk løsning med et rimeligt resultat. Ved at klingerne er fremstillet industrielt bliver prisen mindst 50% lavere end de håndsmedede af kulstofstål eller håndslebne klinger i rustfrie ståltyper. Bruger man en fabriksklinge i en håndbygget kniv, så har man derfor lagt stor vægt på at få prisen gjort lav, og man kender heller ikke så præcist klingens tekniske egenskaber og hårdhed.

De håndlavede klinger.
Dem deler man op i to grupper: de smedede klinger af forskellige typer kulstofstål og de udslebne klinger i forskellige typer rustfrit værktøjsstål.

Smedede klinger
En klinge i hårdt kulstofstål kan gøres meget skarp. Og skarpheden er nemmere og hurtigere at skærpe frem igen på en slibesten, når den er blevet forbrugt.
Kulstofstål kræver meget omhyggelig vedligeholdelse. Klingen bør altid holdes fugtfri, og det er tilrådeligt straks at aftørre den efter brug for at mindske risikoen for rustdannelser. Kulstofstål ruster nemt efter berøring - polerer man ikke fingeraftryk hurtigt væk bliver de nemt til rustmærker efter et par uger. Blev kniven brugt i saltvandsomgivelser, bør man polere den ved hjemkomsten, ellers vil den allerede næste dag være "ræve-rød".
Kulstofstålet er først og fremmest egnet til en kniv til knivsamleren eller den yderst omhyggelige bruger, som putter nok anstrengelser ind i vedligeholdelsen til at blive belønnet fuldt ud.

Kulstofstål bruges også til den lamineret klinge og den mønstersmedet klinge, der også kaldes en damaskklinge. Ved begge typer er der tale om forskellige slags stål, der bliver svejset og smedet sammen. Den lamineret klinge har et hårdt kernestål og blødt stål eller direkte rent jern på siderne. Mønstersmedede klinger har to typer stål, som er smedet sammen, bukket og smedet sammen igen og igen. De forskellige mønstre laves gennem den måde, som stålene bliver bukket og smedet sammen på. Den færdige klinge behandles i et syrebad, hvor det ene stål ætses mere end det andet, så mønstrene træder frem. Det var oprindeligt en teknik udviklet i Damaskus, hvor man kunne strække det dyre og sparsomme stål med et stort kulstof-indhold.
Nu er damaskklinger mest lavet og brugt for at opnå bestemte æstetiske virkninger.
Håndsmedede klinger er et spændende område. Det må være derfor, at Eivind Nørgård, en smed fra den nordligste del af Danmark, siger: Det er en dårlig uge, hvis jeg ikke har lavet en essesvejsning (at mønstersmede eller laminere).
Klinger fra både danske og udenlandske knivsmede er kreative stykker arbejde i forskellige typer værktøjsstål. Det er som regel klinger af meget fin kvalitet. Håndsmedede klinger fremstilles både i moderne smedeværksteder med en stor maskinpark til smedier helt i stil med jernaldersmedierne. Nogle smede bruger genbrugsmaterialer til deres klinger, som for eksempel kuglelejer, kædesavskæder, bilfjedre og lignende.

Klinger af rustfrit stål
Rustfrit stål er stål legeret med rusthæmmende stoffer. Man kan ikke håndsmede rustfrit stål, fordi de rusthæmmende komponenter så slås ud af stålet.
Rustfrit stål er hårdt og sejt med stor rusttræghed. Rustfrit stål kan faktisk godt ruste, så rusttrægt stål ville være et mere korrekt navn for de faktiske egenskaber.
Rustfrit stål kan være en del sværere at skærpe på en slibesten pga. en større smidighed i materialet. På en diamantslibeplade er 90% af denne ulempe fjernet.
Man kan få rustfrie klinger af en meget høj og ensartet kvalitet, og til den almindelige bruger vil jeg klart anbefale en rustfri klinge. Den stiller end ikke en tiendedel af de krav om en meget omhyggelig pleje, som kulstofstålet gør.
Hærdningen sker på et hærderi i en hærdeovn, hvor temperaturen styres præcist. Man ender derfor med en klinge, som får den hårdhed, smidighed og rusttræghed, man ønsker.

Det nyeste stål til knivklinger
RWL 34 er en helt ny type rustfrit værktøjstål specielt udviklet til knivklinger. RWL er forbogstaverne for Robert W. Loveless, som er den knivmager, der udviklede den nu meget populære klingeform "dropped point" hvilket vil sige et blad med nedadbuet spids.
RWL laves ved at smelte alle ingredienserne sammen som fint pulver under højt tryk. Den er derfor meget finkornet, tæt og ensartet i strukturen.
RWL egner sig f.eks. ikke til at lave et sværd i, hvor smedet kulstofstål med dets blanding af store og små korn imellem hinanden langt bedre modvirker revnedannelser overfor de kraftige shockpåvirkninger. Men til knivklinger er den for tiden førende. De små korn i strukturen har den rigtige størrelse til altid at kunne danne en skarp æg. RWL kan gives en valgt hårdhed imellem 57 - 65 Rch, som man brugsmæssigt har ønsket. Ved samme hårdhed har RWL over den dobbelte mængde smidighed af en tilsvarende kulstofklinge. Det giver bl.a. en større kunstneriske frihed til at give en klinge en ønsket form, som man ellers ikke kunne slippe godt fra i kulstofstål.
RWL kan også fås som damaskstål i en række mønstre.
RWL 34 bruges endnu ikke i fabriksklinger, da det både forarbejdnings- og prismæssigt er mere krævende.